Menu

Køb og salg af andele

Få overblik over processen for køb og salg af en andel, herunder vurdering, intern opslagsperiode og regler for eksternt salg. Læs om tidsrammer og nødvendige trin for at gennemføre salget

Procedure ved salg af andel

Generelt henviser vi til vedtægternes §13 – §19.

Derudover kan vi give følgende oplysninger om rækkefølgen i processen, når du vil sælge din andel eller en del af din andel.

1.

Du meddeler først bestyrelsen, at du ønsker at sælge din andel eller en del af din andel.

2.

Derefter skal den til andelen knyttede lejlighed vurderes af Rådgivnings Ingeniører og Arkitekter A/S John Bergelin, Rosenørns Allé 65-67, 1970 Frederiksberg C, tlf. 35 36 01 02. Det er dit ansvar som sælger at kontakte Rådgivnings Ingeniører og Arkitekter A/S John Bergelin med henblik på vurdering. Sælger og køber deler regningen på vurderingsrapporten. En pris på denne vurderingsrapport kan fås ved at kontakte firmaet John Bergelin. Vurderingsrapporten sendes automatisk også til bestyrelsen for A/B Søens Gave. Hvis der foreligger en vurderingsrapport, som på det tidspunkt, hvor lejligheden udbydes til salg, er under 12 måneder gammel, kan denne benyttes som grundlag for handlen, medmindre der siden udførelsen af vurderingsrapporten er gennemført forbedringer eller væsentlige forringelser, som køber eller sælger ønsker skal medregnes i salgsprisen. Forbedringer eller forringelser kan ikke indgå i salgsprisen, uden at de fremgår af vurderingsrapporten.

3.

Når bestyrelsen har modtaget vurderingsrapporten, laver vi et opslag i trappeopgangene til internt salg i foreningen, samt sender besked ud til ventelisten. Opslaget giver en 10-dages frist til beboerne og ventelisten til at melde sig som købere af andelen.

4.

Efter udløbet af 10-dages fristen får du som sælger besked om, hvorvidt der har været interesserede købere fra vores opslag. Hvis ikke der har meldt sig interesserede købere, står du fri til at sælge eksternt.

5.

Når andelen er solgt, skal der laves overdragelsesaftaler. Dette står ejendommens administrator Jerry Osbak for. Du skal som sælger sørge for at sende dit andelsbevis og vurderingsrapporten ind til Jerry Osbak, Nørregade 30, 1165 København K. Bestyrelsen giver Jerry Osbak information om køber.

6.

Afhængigt af, hvor glat de enkelte dele af processen forløber, kan den tid, som skal bruges til at færdiggøre en handel variere. Du må dog ikke blive forbavset, hvis hele forløbet tager omkring 2 måneder.

Procedure ved køb af andel

Generelt henviser vi til vedtægternes §4 og §13 – §19.

Derudover er der følgende procedure for køb af en udbudt andel:

1.

Foreningen udbyder en ledig andel i form af et opslag i opgangene og en tilsvarende mail til ventelisterne. Opslaget specificerer andelens pris og løbende omkostninger samt overtagelsesdagen for andelen. Desuden er der anført frister for tilmelding til fremvisning og tilsagn om købsønske.

2.

Kun ansøgere, som har tilmeldt sig indenfor tilmeldingsfristen, kan deltage i fremvisningen på det anførte tidspunkt.

3.

Ansøger skal møde op til fremvisningen (eller sende en fuldmægtig) for at komme i betragtning til at købe andelen.
De fremmødte har en frist på 2-3 dage til at give tilsagn, om de ønsker at købe.

4.

Tilsagn skal sendes til kontorets mailadresse.
Andelshavere skal angive og dokumentere tidspunkt for erhvervelse af nuværende andel ved at medsende en kopi af overdragelsesaftalen for nuværende andel.
Hvis en ansøger anfører betingelser i sit tilsagn, vil tilsagnet blive betragtet som afvigende og ikke komme i betragtning.

5.

De ansøgere, der inden fristens udløb har meldt sig som interesserede købere af andelen, får efterfølgende besked, om de kan købe andelen, eller om den er afsat til anden side.

6.

Bestyrelsen aftaler de nærmere detaljer med køber, og administrator påbegynder processen med udfærdigelse af købsaftale, fremsendelse af diverse dokumenter samt forhold i forbindelse med vand, varme og el.