Menu

Praktisk information

Kælderrum

Alle andelshavere råder over et kælderrum. Adgangen til kælderen sker via bagtrappen. Kælderrummene er nummererede således, at dit andelsnummer svarer til nummeret på dit kælderrum (andelsnummeret finder du i andelsmappen).

Hvis dit kælderrum mod forventning ikke er ryddet ved indflytning, kontakt da bestyrelsen. Da der kan forekomme fugt i kælderen, er det en god ide at hæve dine ejendele nogle cm fra gulvet. Dette kan f.eks. gøres med plastpaller eller lign.

Navneskilte

Det er ikke tilladt selv at sætte navneskilte på hoveddør, postkasse eller dørtelefon. Det er heller ikke tilladt at sætte klistermærker el.lign. de pågældende steder.

Kontakt bestyrelsen på kontoret@soensgave.dk og oplys, hvilke navne der skal stå de pågældende steder, så sørger bestyrelsen for, at der bliver sat navneskilte op. Vi gør opmærksom på, at det er forbundet med et gebyr på 150 kr. til en ekstern leverandør at få sat navneskilt på postkassen.

Ekstranøgler til hoveddøren

Det ikke muligt at kopiere foreningens hoveddørsnøgler hos en låsesmed eller lign. Har du brug for flere nøgler, kontaktes bestyrelsen, hvorefter ekstranøgler vil blive lagt i andelshaverens postkasse, og andelshaveren trækkes efterfølgende for 150 kr. pr. nøgle over huslejen.

Trappevask af hovedtrapperne

Trappevask af hovedtrapperne foretages af Racoon hver fredag. Da der ikke vaskes under måtterne, opfordrer vi beboerne til at tage deres måtter ind inden trappevasken, således at der også kan blive vasket der, hvor måtterne ligger.

Cykelparkering

Almindelige cykler kan parkeres i gården eller i cykelkælderen. Parkering af almindelige cykler i gården skal ske i cykelstativerne eller tæt på disse. Beboere, der kun sjældent benytter deres cykel, opfordres til at opbevare den i cykelkælderen, således at de beboere, der benytter deres cykel ofte, har lettere adgang til den i gården.

Parkering af ladcykler skal ske på de dertil indrettede 10 pladser i gården til højre og venstre for porten, eller ved de dertil indrettede 4 pladser på Strandboulevarden uden for porten.

Børnelegecykler sættes i skuret.

Cykler, der står i gården med flade dæk og/eller tydeligvis ikke bliver brugt, vil blive flyttet ned i cykelkælderen.

Storskrald

Det er ikke tilladt at henstille storskrald i gården, i områderne med affaldscontainere, i opgange, i porten, i kælderen eller på reposer.

Foreningen har gennem en årrække benyttet muligheden for kvartalsvis at rekvirere en container til storskrald. Men denne mulighed har Københavns Kommune nu afskaffet. Der vil derfor fremover ikke blive opstillet containere til storskrald.

Den enkelte beboer skal fremover selv afskaffe større affald. Der henvises her til nærgenbrugsstationen foran Østerbrohuset i Århusgade. Her kan man aflevere møbler, tæpper, træ og flasker.

Byggeaffald kan ikke afleveres på nærgenbrugsstationen. Det skal afleveres på genbrugsstationen ved Svanemøllen.

​YouSee

A/B Søens Gave har indgået en foreningsaftale med YouSee TV, således at TV-abonnementet for den enkelte beboer er billigere, end hvis beboeren havde tegnet abonnementet som enkeltperson. Når man har et YouSee-abonnement, skal man også betale Copydan-afgift. Copydan-afgift opkræves over huslejen som antenneafgift.

Såfremt du ikke ønsker at have et TV-abonnement gennem YouSee, skal du kontakte bestyrelsen, som så vil sørge for, at dit abonnement bliver afmeldt, og at du ikke længere skal betale antenneafgift.

Såfremt du ønsker at have et TV-abonnement gennem YouSee, og det ikke allerede er i lejligheden, skal du også kontakte bestyrelsen, som så vil få din lejlighed oprettet hos YouSee. Såfremt du efter oprettelsen ønsker at kunne se tv og høre musik online, f.eks. via din mobil, tablet, pc eller SmartTV, skal du oprette et login via https://id.yousee.dk/opret-login. Opstår der problemer, kontaktes YouSee support på tlf. 70704040.

Byggetilladelse

Hvis du ønsker at foretage en større renovering af din lejlighed, som f.eks. omfatter nyt badeværelse eller nedrivning/opsætning af en væg, skal bestyrelsen under alle omstændigheder godkende det. Derudover henvises til: www.kk.dk/borger/bolig-og-byggeri/byggetilladelse/tjek-om-dit-byggeri-kraever-byggetilladelse og www.kk.dk/borger/bolig-og-byggeri/byggetilladelse/byggetilladelse-trin-for-trin .

Referater fra bestyrelsesmøder

Referater fra bestyrelsesmøder lægges på hjemmesiden efter hvert bestyrelsesmøde. Adgangen til at læse referaterne er password-beskyttet, så kun beboere i A/B Søens Gave kan læse referaterne. Passwordet kan oplyses ved henvendelse til bestyrelsen. Passwordet må ikke udleveres til personer, som ikke bor i A/B Søens Gave.